Johnny Kondrup
Bjergtaget. Illusion og forførelse fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen
Illusion og forførelse er et begrebspar, der følges ad gennem litteraturens historie, fra middelalderens folkeviser til vore dages romaner.
Forførelse er ofte erotisk, men kan også dreje sig om andet, for eksempel magt, penge eller indsigt. Man kan bare tænke på beretningen i 1. Mosebog om slangen, der forfører Eva til at spise af frugten fra kundskabens træ.
Forføreren er den, der kan skaffe sig herredømme over andre menneskers bevidsthed og få dem til at gøre, hvad han eller hun vil, mens de tror, at det er i deres egen interesse. Derfor er der også illusioner på spil, hvor der sker forførelse. Men ikke altid omvendt.
Litteraturen er et godt sted at søge, hvis man vil blive klogere på de kræfter, der binder eller frigør den menneskelige bevidsthed. Bjergtaget er skrevet af kærlighed til litteraturen og i respekt for de indsigter, den rummer om menneskelivet. Den har ingen teoretiske ambitioner, men sigter til gengæld højt, når det drejer sig om at forstå.
I bogen læses følgende værker: Søren Kierkegaard: »Forførerens Dagbog« og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. M.A. Goldschmidts noveller. Henrik Pontoppidan: Mimoser og Det forjættede Land. Henrik Ibsen: Bygmester Solness. Selma Lagerlöf: Herr Arnes penningar og Karen Blixen: »Drømmerne« og Ehrengard.
Johnny Kondrup (født 1955) er dr.phil. og professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.
Anmeldelser
»Et værk, der fejrer litteraturen med stort L … Bjergtaget er en bog der indbyder til medlæsning og genlæsning. Præmissen er, at fiktive verdeneres særlige gebet yder modspil til fasttømrede virkelighedsbilleder. Det er, viser Kondrup, litteraturens styrke, at den så vedvarende kan rokke ved cementerede forestillinger. Bjergtaget er skrevet med kundskab, kompetence og kærlighed til litteraturens særlige evne til at skildre illusionsforviklinger og forførelsesmodulationer. På en gang letlæst og kompleks, smukt indbundet (uden nogen form for illustrationer, ej heller et smudsomslag), præsenterer den sig som et værk, der fejrer ordet, fiktionen og litteraturen med stort L.«
Danske Studier. Tidsskrift for dansk sprog og litteratur, 2020
»En velduftende buket af forføreriske tekster. Bogen selv svarer i sit ydre til sit emne: Den er optisk tiltalende, idet den er indbundet i flot marmoreret papir, og da den kun har printet titlen på bogryggen, bliver man nysgerrig på dens indhold og får løfte om en velduftende buket af forføreriske tekster. Den henvender sig ikke kun til et akademisk publikum, men også til læsere, der mere bredt er interesserede i klassiske tekster og deres tolkning. Den kræver ikke speciel teoretisk viden, fordi forfatteren selv beklager ‘den teoretiske oprustning, der er sket siden 1960’erne [og] kan få læsere til at føle sig spærret ude fra de litterære værker og de almenmenneskelige spørgsmål, som værkerne beskæftiger sig med’ … På den måde bliver bogen til en meget velfortalt historie om litterær forførelse, som også forfører læseren til at (gen)læse klassiske tekster og følge de spor, som Kondrup gør opmærksom på. Også for dem, der tror at vide besked, byder han på ny indsigt i temaet … Det skal fremhæves, med hvilken stor respekt Kondrup behandler ikke kun teksterne, men også sine læsere. Man bliver inviteret til en dialog med forfatteren, som argumenterer med omhu, skriver let forståeligt og på intet tidspunkt forfalder til akademisk distanceblænding. Han er den type af forfører, som mangler i hans egen litterære fænomenologi om denne type menneske: en, der ikke manipulerer, der ikke laver nogle illusioner, og der ikke gør læseren til offer..«
Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, nr. 4, 2020
»Kondrup trækker med sikker hånd og stort overblik tråde på kryds og tværs gennem materialet, hvorved temaets kompleksitet og nuancer fremhæves. Først og fremmest pointeres, at vanskelighed ved at holde rede på, hvad der er virkelighed, og hvad der er illusion, i sig selv skaber grobund for tragik. Virkelighed er altid fortolket af en bevidsthed med motiver, der kan være rene eller uldne, mere eller mindre bevidste, men gerne instrumentelle for eventuelle forførere.«
Nordica. Tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik, bind 36, 2019
»Som en anden Vergil leder Kondrup os … At Johnny Kondrup i litteraturvidenskabelig forstand ikke går metodisk til værks, når han fortolker Kierkegaards, Blixens og de andre skandinaviske forfatteres tekster, lægger han ikke skjul på. Såkaldte nykritikere blandt hans akademikerkolleger ville kunne bebrejde ham, at han alt for ofte blot parafraserer teksterne i stedet for at citere dem. På den måde skiller han jo på utilbørlig vis form og indhold, ville de kunne sige. Såkaldte queer-teoretikere ville kunne bebrejde ham, at han ikke i tilstrækkelig grad redegør for kønnets karakter af konstruktion, selvom han har et skarpt blik for det pudsigt ‘drengeagtige’ i Kierkegaards og Blixens ellers feminine forførelsesobjekter. Det ignorerer professoren nonchalant. Der er skam metode nok i selve teksterne, skriver han stolt og lidt provokerende et sted. Det er sine forfatternes fortællinger, han er interesseret i, ikke sine emsige kollegers mening. Fint nok. Så ved vi det. Og så meget desto mere ikke-anspændte kan vi så undervejs gennem Bjergtaget glæde os over alt det, vi ser og får at vide, når Johnny Kondrup som en anden Vergil leder os ind i Goldschmidts romantistisk tågeombruste elverhøje og venusbjerge, ud til Pontoppidans mere eller mindre forjættede grundtvigianske landsogne eller op i Ibsens og hans bygmester Solness’ livsfarlige stilladser. Sikke han forfører os. Og sikke bevidste vi bliver. Tak for det.«
Weekendavisen, 6. september 2019
»Kondrups fortælling er opbyggelig litteraturkritik, fordi den peger på samhørighed i vores eksistens og i den danske historie … Har læseren mon nogensinde gjort sig den iagttagelse, at det, vi kalder ‘virkeligheden’, er præget af det ærlige, gamle ord ‘Lade-Syge’? Af en vis usoigneret mangel på kunstnerisk konsekvens? Næppe, men der er jo heller ikke så mange romantikere tilbage. Måske den sidste hedder Johnny Kondrup og har titel af professor i dansk. Han skriver sådan her i sin nye bog: ‘Store dele af det, der uden videre kan gøre krav på betegnelsen virkelighed, er jo præget af en slaphed og en uopmærksomhed, som ingen kunstner ville slippe afsted med i sit værk.’ Ud fra dette professionelle og personlige gemyt fortæller Kondrup om to beslægtede fænomener, der, som han skriver, vandrer op gennem litteraturen fra de ældste tider: illusion og forførelse. Kolleger vil sikkert anklage eller ignorere Kondrup, fordi han ikke »følger med« i udviklingen af den teori, de er så besatte af. Men man bør huske på, at det er de teoribesatte, der er utidssvarende, fordi deres ligegyldige teori næsten altid er et hjælpeløst produkt af egen samtid. Når de derfor kræver postkoloniale erfaringer eller økologiteori overført på vores fælles litteraturskat, er det dem, der er utidssvarende. De binder tænkning om litteratur til tidens smålige problemer. … Kondrups fortælling er opbyggelig litteraturkritik, fordi den peger på samhørighed i vores eksistens og i den danske historie. Da det samtidig er Kondrup og ikke de ‘moderne’ kolleger, der formår at skrive et formfuldendt modersmål, kan man kun ønske, at han må komme til at bære det kierkegaard’ske navn, der også behandles i bogen: Victor Eremita, den sejrende eneboer.«
Kristeligt Dagblad, 1. november 2019
»Wunderbar … Der er ingen tvivl om, at vi har fået endnu en wunderbar bog og gennemgang af et helt særligt emne, og at man ved læsning heraf snart kan blive lige så bjergtaget, som hvis den gode Johannes skulle komme her forbi på den hvide hest. Derfor læs, bliv bjergtaget og lev med i de håbløse skæbner, der jo faktisk vil det hele selv, når det kommer til stykket.«
Filosofiske Anmeldelser, nr. 3, 2020
»Velskrevne imponerende analyser hvor man får udvidet sin litterære horisont. Anbefales.«
Lektørudtalelse/Materialevurdering, DBC, oktober 2019