Kurt Rodahl Hoppe
Bogsteder
Denne fotobog er en lækkerbisken for bogelskere – en billedfortælling om, hvad bøger er og kan.
Fotografen Kurt Rodahl Hoppe har taget en serie betagende fotografier med mennesketomme portrætter af bogsteder eller interiører, hvor de mange bogrygge tyst hvisker deres indhold ud. I 55 fotografier indfanges den helt særlige stemning, der kan opleves på steder, hvor bøger på ejendommelig vis har samlet sig selv. Når bøger er mange nok, opstår der en magisk og underfuld poesi, som drager. Fotografen har fået adgang til en perlerække af enestående private bogsamlinger samt stemningsfulde biblioteker og antikvariater.
Bogsteder indledes med tre meget forskellige kærlighedserklæringer til den gode gamle trykte bog, skrevet af henholdsvis akademisk medarbejder på Det Kongelige Bibliotek Sonny Ankjær Sahl, lektor, arkitekt og kurator Anne Elisabeth Toft og af forfatter og debattør Knud Romer.
Kurt Rodahl Hoppe (f. 1961) er fotograf. Har illustreret en lang række bøger om arkitektur og kulturhistorie. I 2015 var han med til at udgive den store fotobog om Karen Blixen Skrivestedet.
Udvalgt Årets Bedste Bogarbejde 2018
»En formfuldendt, bibliofil kærlighedserklæring. ’Hvad du læser, er du selv!’ hvisker Kurt Rodahl Hoppes bog, længe efter jeg har lagt den fra mig på skrivebordet. De 55 portrætter i fotobogen Bogsteder giver ikke bare et sjældent kig ind i nogle af landets mest interessante bogsamlinger. De bekræfter, hvad de fleste måske havde på fornemmelsen: At de bøger, vi omgiver os med, bliver et spejl af os selv. De viser, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Skulder ved skulder står de i reolen. De kloge. De lette. De sjove. De smukke. Vi knytter os til dem, og de knytter sig til livet, både før og efter os. Som i Knud Romers fængslende forord om Papa Schneiders reol bag glasvæggen. For bognørder er Bogsteder en metafortælling om, hvad bøger er og kan. Demonstreret i både indhold og udformning. Omslaget er trimmet, så de rå kanter skaber en blokagtig fornemmelse om det smukke Munken Lynx-papir. Per Andersen og Klaus Gjørups arkivbrune æstetik vækker sanserne og bringer minder om den særlige varme og tørre duft i bibliotekets fjerneste krog.«
Forening for Boghaandværk, maj 2018
Anmeldelser
»Ualmindeligt smuk fotobog. Hoppe har nogle fascinerende fotografier af hele det maskinelle, usynlige apparat inde på Det kongelige Bibliotek; hele den teknologiske side med at sørge for en passende temperatur og luftfugtighed til opbevaring af ordene. Men for mig er det bedste nok den store diversitet hos de private samlere – lige fra Dronning Margrethe IIs håndbibliotek, over Niels Jørgen Cappelørns nydelige samling af bind, hvoraf ingen kan være yngre end 150 år, snorlige opstillet, mens de ser ned på Wanschers colonial chair; herfra et spring til Torben Brostrøms sytten millioner små, tynde lyrikbind, Lars Dybdahls og Lars Movins tætpakkede, bugnende og billige fyrretræsreoler og Knud Romers tunge, lukkede højborgerlige bogskabe, til Leonora Christina Skovs egentlig overraskende få bøger i Frederiksberg-lejligheden.«
Weekendavisen, 12. januar 2018
»Her er Bogen til bogelskere! En meget smuk bog om bøger. Den er gennemført, sirlig og kærlig i sit portræt af de mennesker og tanker, der står bag bogsamlingerne. Kurt Rodahl Hoppe er fotograf og tager ofte billeder af kulturinstitutioner. Her har han fotograferet 55 bogsteder: biblioteker, private bogsamlinger og antikvariater. Bogen indledes af tre bogelskere- og samlere, der fortæller om deres passion. Hvert foto viser noget om den tanke eller de mennesker, der står bag bogsamlingen. En bog for connaisseurs.«
Lektørudtalelse, februar 2018
»En meget delikat tilrettelagt bog, der i stort og skarpt kvadratisk format giver fin reproduktion af Hoppes fremragende farvefotos af rum og reoler, tæt pakkede med bøger, fulde af aura og atmosfære. Det er lokkende at gå på opdagelse i Hoppes optagelser.«
Litteraturmagasinet Standart, nr. 1, 2018
»Genistreg til feinschmeckere. Elsker man, som jeg, bøger og bogsamlinger, er det bare om at få fat i Kurt Rodahl Hoppes Bogsteder, som Forlaget Wunderbuch har udgivet. Den består af fotografier af bogsamlinger. Ikke mindst de private er interessante. Fordi de siger så meget om ejerne. Om deres smag og ordensbehov. I de tre essays, der supplerer fotografierne, skrives der om at samle på bøger. Sådan har nogle det. Jeg har det mere, som om bøgerne samler sig om mig. Fordi de bare er så gode, at jeg må have dem. Og kun til nød giver dem bort som gaver.«
Berlingske, 21. december 2017
»En fornem fotobog. Fotografen Kurt Rodahl Hoppe har opsøgt bogsamlere, biblioteker og antikvariater. Det er der kommet en fornem bog om ’Bogsteder’ ud af … Et hjem uden reoler og bøger – For mange er det lige så utænkeligt som et køleskab uden madvarer. Og for nogle udvikler bøgerne sig til den store passion. Som arbejdsredskaber, som samler-objekt, som bare det at kunne fiske en bog ned fra en hylde og blive klogere på kultur og teknik og livet i al almindelighed … Den københavnske fotograf Kurt Rodahl Hoppe – selv leverandør af billeder til en lang række bøger – har opsøgt et par og tyve af samlerne. Han har også været på biblioteker og hos antikvariater med sit kamera. Resultatet udgiver han nu i den smukke fotobog Bogsteder.«
Horsens Folkeblad, 10. december 2017
»Fotobog viser magien og poesien i antikvariater, biblioteker og private bogsamlinger. Fotograf Kurt Rodahl Hoppe har besøgt private bogsamlinger, biblioteker og antikvariater til sin nye fotobog Bogsteder. Her indfanger han med sit kamera den helt særlige stemning, der opstår på steder, hvor bøger får lov til at samle sig.«
Kristeligt Dagblad, 25. november 2017