Jens Carl Sanderhoff
Djævlens protegé
Djævlens protegé er andet bind i Sanderhoffs romantrilogi. I første bind Europas floder blev læseren taget med ind i ni forskellige menneskers liv gennem en række nedslag, eller øjeblikke, samtidig fik læseren en stærk poetisk indfarvning af de ni menneskers tilværelse.
Alene titlen på andet bind Djævlens protegé er en lille udfordring. Det hedder jo djævlens advokat, mens det er helte, der har en protegé. Her ligger en gåde, et svar i kim, som belyser alle tre romaner. Romanen foregår over en weekend i en hytte. Den afdøde har tilrettelagt en morbid leg med sine ni venner; de skal dyste om arven efter ham, et hus beliggende i den sydtyske by Freiburg. Alle er motiveret af forskellige grunde. Alt imens handlingen udspiller sig, løber en lind strøm af musik gennem romanen. Det er så at sige en roman med et soundtrack og samtidig en nærmest teateragtig eller filmisk fortælling.
Den sidste del af trilogien Død mands manifest følger dén af de ni, der arver den afdødes hus. Arvingens rejse ned i hjertet af Europa bliver en voldsom åbenbaring, der også handler om det at læse, at forstå verden gennem ordet.
Trilogiens tre bind kan læses som selvstændige romaner, der imidlertid fletter sig sammen til et intrikat mønster. Strukturen minder om floder i et landskab set fra stor højde, der ad forskellige ruter løber sammen i det samme hav. Trilogien bevæger sig fra det brede svæv henover ni menneskers historie, til ni menneskers fortættede nu, for at ende i ét menneskes prisme. En trilogi for læsere, der nyder en smuk og udfordrende fortælling – en romantrilogi for litterære feinschmeckere.
Jens Carl Sanderhoff (f. 1966) er forfatter, digter og komponist. Sanderhoff debuterede som skønlitterær forfatter i 1990 og har også skrevet under pseudonymet Tage Aille Borges. Sanderhoff er autodidakt komponist og har offentliggjort en række musikstykker herunder Dead River for strygere og slagtøj, der indgår i hans romantrilogi.
Anmeldelse
»Kunstens mulighed … I forgængeren Europas floder, fulgte vi i de 9 personers livsforløb. Det dannede en struktur, som ovenfra set, lignede floder i et landskab. Floder som alle munder ud i et hav. Dette hav brugte Sanderhoff som en metafor for nuet. Det er dette nu Djævlens protegé foregår i, eller i det mindste på kanten af et nu, hvor de 9 står overfor at blive en del af noget, der er større end dem selv. Netop denne tanke bringer Sanderhoffs trilogi i slægt med Peer Hultbergs Byen og verden og Peter Seebergs Ved havet og sammes Om fjorten dage. Ligeledes leder dette værk på unægtelig vis til en tanke om kunstens, navnlig romanens mulighed for at være det sted, hvor vores splintrede verden og sjæle kan samles. I kunsten, i romanen, overskues menneskelivet i sin helhed. Påstanden herfra lyder, at Sanderhoffs to romaner fungerer som en kraftig modpol til medieverdens enten/eller–logik, og at værkerne er en stadig påmindelse om kunstens evne til at belyse den menneskelige tilværelse i al dens relativitet og flertydighed.«
Modspor, 8. februar 2017