Jens Christian Grøndahl
En ukendt frihed
En ukendt frihed er bogen til den frankofile og til de mange læsere, der holder af Jens Christian Grøndahls atmosfæreskabende sprog, af Jan Sivertsens kraftfulde farver og af smukt boghåndværk – alt sammen underspillet og bjergtagende på samme tid. En ukendt frihed er nok det tætteste, vi kommer en poetik fra Grøndahls hånd.
I tre tekster udforsker Jens Christian Grøndahl den inspiration, han gennem årene har fundet i fransk litteratur, kunst, film og musik. Genrerne er forskellige og spænder fra essay over novelle til en blanding af fortælling og prosadigt. Undervejs reflekterer forfatteren over forholdet mellem blikket og verden, manden og kvinden, kunsten og håbet. Fra Claude Monets åkander over Marcel Proust og avantgardeinstruktøren Alain Resnais til Henri Matisses portræt af en pige ved havet og Olivier Messiaens hjerteskærende kvartet skrevet i en tysk krigsfangelejr.
Bogen er illustreret med 21 akvareller af Jan Sivertsen, der i en menneskealder har boet og arbejdet i Paris, dybt præget af det franske maleris ånd og farve.
»Proust foregriber en senere tids kyniske relativisme, vores mistro til øjet, der skaber, hvad det ser. Hvis der i romanen havde været tale om et møde og ikke kun et syn, ville man kunne forestille sig en feministisk modtekst, hvor pigen med mælkejungen fortalte sin version om den forkælede overklassedreng fra Paris, der konstruerer hende som et Guds ord fra landet. Endda med blussende kinder, for at det ikke skal være løgn. Hendes version ville være en berigelse, men ville den også være en korrektion, et dementi? Kan vi både rumme hendes selvfremstilling og den parisiske fortællers betagede skildring, eller udelukker de hinanden? Den dekonstruerende, kønspolitiske læsning af en passage som den citerede undgår ikke at knuse poesien med sin bidetang. Det er måske også hensigten, men som overalt hos Proust er der tale om en ærefrygtig besindelse på det fremmede liv, som man ikke kan blive en del af. At pigen med mælkejungen forbliver et syn, en gåde, gør hende ikke mindre, tværtimod. Den forelskede beskrivelse af hende kan også læses som et udtryk for respektfuld generøsitet. I vores ensomme indre liv har vi det med at gøre os mindre eller større, end vi er, og vores selvrespekt afhænger af, hvor godt vi ligner dem, vi beundrer. Det kræver en andens blik at gengive os vores virkelige størrelse og endda elske dét ved os, der adskiller os mest fra de andre. Ligesom det kræver en malers blik at sammenføje stedet og timen, så de indgår i det levede liv, hans eget såvel som vores. Åkandedammen i Giverny er smukkere på Monets billeder end i virkeligheden, men misforholdet gør kun billederne usande, hvis man glemmer, at den malende bevidsthed er en del af motivet.«
Jens Christian Grøndahl (f. 1959), forfatter. Uddannet bachelor i filosofi og som filminstruktør. Han romandebuterede i 1985. Har modtaget Herman Bangs Mindelegat i 1995, De Gyldne Laurbær 1999, Danske Banks Litteraturpris i 2002 og Søren Gyldendal-prisen i 2007, samt den franske hædersbevisning Chevalier dens l’ordre des Arts et des Lettres for sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig.
Jan Sivertsen (f. 1951), billedkunstner og grafiker. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Har udstillet på gallerier, museer samt andre kulturelle institutioner i Danmark og i udlandet. Han arbejder og bor fast i Paris.
Udvalgt Årets Bedste Bogarbejde 2023
»Mønsterværdig … en sjælden art. Bogens lille format fortætter så at sige dens fysiske kvaliteter. Og de er mange. Den orange typografi på den smukke grønne ryg er første møde med den farveskala, der begynder på det marmorerede overtrækspapir og vandrer videre bogen igennem med Jan Sivertsens indtagende akvareller. Papiret på forsats og bagsats er selvfølgelig orange og binder dermed indbinding og bogblok sammen i mere end én forstand. Jens Christian Grøndahls korte tekster er sat med en smuk og luftig typografi, der står glimrende til illustrationerne. Billeder og tekster klæder hinanden, og en læsesnor af blå silke sætter kronen på et fint og veltempereret bogværk. Et godt bud på en mønsterværdig illustreret tekstbog for voksne – en sjælden art på nutidens danske bogmarked.«
Forening for Boghaandværk, juni 2023
Anmeldelser
»Et zenbuddhistisk Gesamtkunstwerk … En ukendt frihed er titlen på Jens Christian Grøndahls nye samling af kortprosa, der er rigt illustreret af Jan Sivertsens akvareller. Grøndahls flanør minder om noget, vi kender fra Baudelaire, Marcel Proust og Walter Benjamin, når denne betragter især moderne, europæisk kunst. Men også den ældre japanske kunst og tanke, der har vist sig helt central for Grøndahls forfatterskab, spiller en rolle … Man tages med på en rejse bort fra den moderne formålsrationalitet til fordel for det ‘nærværendes utopi’, steder, der ikke er til.«
Litteraturmagasinet Standart, nr. 1, april 2023
»Meget fin og sanselig … Grøndahls fine bog er om malerier og musik, men der er ikke billeder eller musik i den. Dog er der malende ord, så man ser værkerne foran sig. Det hedder eksfrase, hvor en digterisk beskrivelse sætter ord på et billedkunstnerisk værk og oplevelsen af værket. Og Grøndahl går dybt ind i værkerne, så man kommer langt ind og samtidig langt ud. Og omkring. Det er meget spændende, og med værkerne på nethinden ser man selv mere, end man ellers så, og man begynder måske selv at digte videre. Man fornemmer Grøndahls baggrund som filminstruktør … Forfatteren, der er velbevandret i den franske kultur og åndshistorie, skriver om fransk litteratur, kunst, film og musik, som han gør til sin egne, og på en måde derved får sat sit eget kunstsyn og kulturforståelse sat i spil … Akvarellerne er ikke illustrationer, men indleven og gendigtning. Og på den måde er bogen en meget fin og sanselig billedbog.« (5 stjerner)
Nordjyske Stiftstidende, 2. december 2022
»Anbefales … en intellektuel læseoplevelse. Akvarellerne inde i bogen og på for- og bagside er farverige og smukke. De giver bogen et eksklusivt look. Bogen har et højt sprogligt og indholdsmæssigt niveau, især i første del, som kræver noget af sin læser. Det er en anden Jens Christian Grøndahl, end de fleste af hans romanlæsere nok kender til. Anbefales … til fans, som søger noget lidt anderledes fra forfatterens hånd, og dem, der søger en intellektuel læseoplevelse.«
Lektørudtalelse, DBC, december 2022
»Der er mange interessante tanker og tiltag, spundet over en klar rød fransk tråd, i Jens Christian Grøndahls En ukendt frihed … en smuk lille bog med fine akvareller af kunstneren Jan Sivertsen og i et format, der passer perfekt ned i en flanørs frakkelomme på vej gennem Paris eller Frederiksberg, klar til at blive læst på en bænk under et platantræ i en park i efterårssolen.« (3 stjerner)
Berlingske, 28. oktober 2022
»Når Grøndahl er god, er det ligesom at læse Milan Kundera … Grøndahls filosofiske udgangspunkt er fænomenologisk: en bevidsthed møder verden, og når man reflekterer over sin egen oplevelse, kan det være svært at vurdere, hvad der skal skrives på verdens konto – og på bevidsthedens. Hvor meget kommer til os udefra, og hvor meget af det, vi sanser, er blot projektioner af vores egne drømme, fantasier og begær?« (3 stjerner)
Kristeligt Dagblad, 14. oktober 2022