Nina Sten-Knudsen

Et essay om frihed (og ufrihed)

Billedkunstneren Nina Sten-Knudsen har skrevet en meget personlig kunsthistorie, der lyser af både viden og en smittende glæde ved kunsten. Hun kalder det selv et essay, og det tager udgangspunkt i hendes egen kunstneriske praksis og er samtidig en veloplagt opdagelsesrejse i verdenskunsten, fuld af glæder og overraskelser undervejs, efterhånden som hun eftersporer og gransker sine inspirationskilder og finder nye mønstre og forklaringer. Bogen er rigt illustreret.

Nina Sten-Knudsen (f. 1957), billedkunstner. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun begyndte sin kunstneriske karriere i slutningen af 1970’erne og tilhører den generation af unge kunstnere, der blev kendt som De Unge Vilde. Hun afsøger de helt store spørgsmål; spørgsmål om vores eksistens, om ondskab, om fortid og nutid. Særligt udforsker hun maleriets potentiale og berettigelse i vor moderne verden – dette i perioder, hvor maleriet om og om igen er blevet erklæret dødt og uinteressant.

  • forfatter
    Nina Sten-Knudsen
  • titel
    Et essay om frihed (og ufrihed)
  • vejl. pris
    240 kroner
  • tilrettelæggere
    Per Andersen og Klaus Gjørup i samarbejde med Nina Sten-Knudsen
  • indbinding
    Garnhæftet omslagsbog
  • format
    20,0 x 25,0 cm
  • omfang
    144 sider
  • papir
    Munken Pure 170 gram
  • skrift
    North og Rum
  • oplag
    800 eksemplarer
  • udgivet
    2022/1, 1. udgave
  • isbn
    978-87-93557-40-6

Omtale

»Læg øret til jorden. Prøv at høre græsset gro – og lad være med at tro, at det er lært på en formiddag. Her skal det dreje sig om en bog af maleren Nina Sten-Knudsen, som simpelthen hedder Et essay om frihed (og ufrihed). Parentesen har det i sig. For essayet handler om, hvorledes noget, som ikke alene kan opleves som frihed, men faktisk også er det, kan udvikle sig til ufrihed, når det bliver selvfølgeligt, konventionelt. Men essayet handler også om, at frihed kan være at følge nogle mønstre, som man ikke er bevidst om, fordi disse mønstre »passer« til os, giver os muligheder, som vi ellers ikke ville have. Sætter os i frihed. … Det var, som Grundtvig sagde om kærligheden: »Jo stærkere den binder, des friere den gør.« Det er det, der gør leg til leg og spil til spil. Der er kun frihed, når reglerne overholdes. Brud på dem er ikke en nyskabelse, det er snyderi. Den samme friheds-ufriheds-dialektik har mange kunstnere oplevet i inspirationen. De følte sig mest fri, når det, de skabte, skulle være sådan og ikke anderledes. Det var ikke et tilfældigt valg, men en – ja, hvorfor ikke sige skæbne. Eller en højere styrelse, som jo ordet inspiration henviser til. … Hvad kan vi så lære af det? At de virkelige nybrud ofte begynder på de ydmyge steder, måske så skjult, at der går lang tid, inden vi opdager dem. For i mellemtiden har vi ladet os segmentere, inddele, af de forhold, vi lever under. »I did it my way,« synger vi – i kor. Læg øret til jorden. Prøv at høre græsset gro – og lad være med at tro, at det er lært på en formiddag. Deres ærbødige tør ikke påstå, at han har lært det. Han sætter sin lid til dem, der er bedre til det – som for eksempel Nina Sten-Knudsen.«

Per Øhrgaard i klummen Eftertanken, Kristeligt Dagblad, 21. januar 2022

Anmeldelser

»Medrivende og intelligent … Billedkunstneren Nina Sten-Knudsen er en maler i særklasse, men hun er også en intelligent iagttager af kunsten og en genuin billedtænker. Det fremgår af hendes medrivende essay om kunsten og alt det, der omgiver den. Et essay er en personlig prosaform, et mødested i skriften, hvor det saglige og det subjektive krydser klinger. Da det hverken er videnskab eller fiktion, men en genre midtimellem, kan forfatteren benytte mange digressioner eller afledninger og forholde sig mere frit til stoffet … I bogen får vi også en indføring i Nina Sten-Knudsens arbejdsmetode og kunstneriske raison d’être eller eksistensberettigelse. Og hele vejen igennem følges teksten op af hendes tegnede og malede illustrationer og fotografier, hvilket gør bogen både original og personlig. Undervejs giver hun som noget meget vigtigt autoritet til maleriet som et grænseløst, kunstnerisk mulighedsrum, selvom avantgarden talrige gange har dømt det ude som et bedaget, borgerligt medie. Når hun maler, benytter hun sig af en mimetisk – virkelighedsefterlignende – udtryksform … Den rigt illustrerede bog er som alle andre bøger fra feinschmecker-forlaget Wunderbuch en æstetisk nydelse.« (5 stjerner)

Kristeligt Dagblad, 19. januar 2022

»Inspirerende og velgørende en fornøjelse at læse … Hun kalder bogen for et essay, og det er denne fine form, hvor fakta og videnskab tolkes og bruges sammen med egne dyrebare erfaringer. Det er både inspirerende og velgørende, ikke mindst fordi Nina Sten-Knudsen skriver så let og fri, så det er en fornøjelse at læse med på denne veloplagte opdagelsesrejse i verdenskunsten, fuld af glæder og overraskelser undervejs, efterhånden som hun eftersporer og gransker sine inspirationskilder og finder nye mønstre og forklaringer. … Og ikke mindst så får læseren en indføring i kunstnerens arbejdsmetoder og kunstneriske eksistensberttigelse. Hendes værker bliver »fortalt« her, med illustration og tegninger over foto og andres (ældre) værker, så det hele hænger sammen, så friheden er både fri og bundet og værket et selvstændigt værk, der står i en dialog med de værker, der gik forud. … Bogen er rigt illustreret og lækker på mange måder, som det altid er, når Forlaget Wunderbuch står bag en udgivelse.« (4 stjerner)

Nordjyske, 5. februar 2022

»En luksusbog … En meget personlig bog, hvor det saglige og det subjektive krydser klinger … Anbefales til biblioteker der dyrker deres kunstbøger.«

Lektørudtalelse, DBC, uge 8, 2022

Forlaget Wunderbuch

Skovbakken 35
DK-7800 Skive

+45 4141 8736
post@forlaget-wunderbuch.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Køb bøgerne

Du kan købe forlagets udgivelser hos din
lokale boghandel. Boghandlerne skal bestille
på bogportalen, hvor de har fuld returret.
Du kan også købe bøgerne via netboghandlere.
Særudgaver bestilles direkte hos forlaget