Galileo Galilei

Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske

Galileo Galileis (1564-1642) epokegørende værk fra 1632 i en komplet dansk oversættelse!

Værket er blevet kaldt den næstvigtigste bog efter Biblen og har aldrig tidligere været oversat til dansk. Bogen er imponerende oversat af Conni-Kay Jørgensen og indledes af professor ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen. I bogen gengives originalens illustrationer.

Værket er formet som en dialog mellem en tilhænger af det gamle verdensbillede (Simplicio), en usikker og spørgende sjæl (Sagredo) og en repræsentant for den nye videnskab (Salviati). Presset fra den katolske kirke fik Galilei til at lade Simplicio vinde debatten, selvom Salviati havde de stærkeste argumenter. Dette kunne imidlertid ikke narre nogen, og Galilei blev kaldt til Rom, hvor han i foråret 1633 blev forhørt og i kort tid sat i fængslet. Denne proces endte med, at Galilei højtideligt afsvor sin kopernikanske overbevisning og idømtes livsvarigt fængsel, en straf, der omgående forvandledes til husarrest i hans store lejede villa uden for Firenze.

Først i 1835 blev den fjernet fra den katolske kirkes liste over forbudte bøger. Galileis epokegørende værk ændrede vores verdensbillede radikalt og definitivt, og er oversat til alverdens sprog, men foreligger her for første gang i en dansk oversættelse.

Conni-Kay Jørgensen (f. 1968), oversætter og forfatter, cand.mag. i latin og filosofi, og ph.d. i filosofi efter studier i Napoli, Firenze og Torino. Bosat i Piemonte.

Anja C. Andersen (f. 1965), astronom og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskaberne og teknologi ved Københavns Universitet.

  • forfatter
    Galileo Galilei
  • titel
    Samtale om de to hovedsystemer for verden, det ptolemæiske og det kopernikanske
  • pris
    500 kroner
  • originaltitel
    Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo tolemaico e copernicano
  • oversættelse
    Conni-Kay Jørgensen
  • forord
    Anja C. Andersen
  • tilrettelægger
    Carl-H.K. Zakrisson
  • omslagsmotiv
    Jens E. Hansen
  • indbinding
    Halvbind m/mærkebånd
  • format
    14,4 x 24,5 cm
  • omfang
    572 sider
  • papir
    Munken Pure 120 gram
  • skrift

    Quadraat

  • oplag
    600 eksemplarer
  • udgivet
    2019/12, 1. udgave
  • isbn
    978-87-93557-24-6

Radio og anmeldelser

»Galilei skrev i en fremragende litterær facon. Han var jo en skribent af Guds nåde og en propagandist af Guds nåde. Hvilket man kan forvisse sig om ved at læse den danske oversættelse … Vi ved godt, at Solen er centrum i vores solsystem, og at jorden kredser om den, ligesom en række andre planeter gør det. Vi ved også, at vores solsystem er ét blandt ufatteligt mange solsystemer fordelt på ufatteligt mange galakser i universet. Vi mennesker på jorden er ganske enkelt fuldstændigt ubetydelige i det store kosmos. Men det har vi kun været klar over i små 400 år – som jo er ganske lidt bare inden for vores tidsregning – nemlig siden Nikolaus Kopernikus og Galileo Galilei gjorde op med idéen om, at Jorden var centrum i Universet, og at alt drejede sig om os.« Professor og astronom Anja C. Andersen og professor emeritus i videnskabshistorie Helge Kragh er i DRs studie til en samtale med Carsten Ortmann. Lyt til den fremragende radioudsendelse via linket herunder:

»Bogen ændrede historiens gang og flyttede forskningen fremad. Den står som et vigtigt skridt i videnskabens udvikling og et godt eksempel på, hvordan videnskaben og forskere skal søge sandheden uanset hvad«, udtaler professor Anja C. Andersen og fortsætter. »Bogen burde næsten være et skoleeksempel til politikere på, hvordan man bør diskutere. Karaktererne har hele tiden øjnene på bolden, hele tiden fokus på emnet.« Læs videre i Karl Bo Christensens store artikel på Videnskab.dk:

»En substantiel udgivelse af en absolut klassiker. Anja C. Andersen giver i forordet en forbilledlig gennemgang af vores opfattelser og opdagelser af solsystemets indretning, siden Aristoteles og frem til i dag. Og så er der selvfølgelig selve teksten, som er nemmere at læse end man skulle tro, og spændende læsning tillige. Anbefales.«

Lektørudtalelse, DBC, februar 2020

Forlaget Wunderbuch

Skovbakken 35
DK-7800 Skive

+45 4141 8736
post@forlaget-wunderbuch.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Køb bøgerne

Du kan købe forlagets udgivelser hos din
lokale boghandel. Boghandlerne skal bestille
på bogportalen, hvor de har fuld returret.
Du kan også købe bøgerne via netboghandlere.
Særudgaver bestilles direkte hos forlaget