Goethe

Faust I

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) er en hovedskikkelse i europæisk idé- og litteraturhistorie, og hans Faust betragtes med rette som et af verdenslitteraturens mest komplekse og raffinerede værker. Faust I er nyoversat af Ejler Nyhavn. Den introduceres af Søren R. Fauth og akkompagneres med en serie detaljer fra tegningen Faust I af Christian Lemmerz.

Goethes Faust I har det hele: Menneskets forgæves forsøg på at overvinde det menneskelige, alt for menneskelige, stigninger og fald, vores stræben efter det højeste og vores fald til det laveste. Historien om at menneskets ånd igen og igen kommer til kort og styrter os i afgrunden, at vi er dømt til at være ulykkelige, at vi er stedt i en tilstand af mangelfuldhed, og at vi ingensinde kan overvinde den og tilfredsstille vores længsler.

Faust er ikke et værk, der skal læses tyst og indadvendt uden stemme; versene skal læses højt, som minimum for det indre øre, i bedste fald synges, for først da opdager man, at selv de mest anarkistiske strofer er gennemmusikalske, at intet her er tilfældigt, at form og indhold hænger sammen som ærtehalm.

Til grund for oversættelsen er den anerkendte tyske germanist Albrecht Schönes videnskabeligt kommenterede udgave fra 2005. I Schönes udgave fritlægges og konsolideres værket, så det er mægtigere end nogensinde. Censurudeladelser belyses, og rækkefølgen af scenerne og tvivlsomme ord diskuteres. Det er en mere erotisk og religionskritisk Faust - en 'autentisk' Faust - vi nu for første gang får mulighed for at læse i en helt ny dansk oversættelse.

Christian Lemmerz (f. 1959), billedkunstner. Han er født i Tyskland, bor og arbejder i Italien og Danmark. Uddannet klassisk billedhugger fra kunstakademiet i Carrara og senere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Ejler Nyhavn (f. 1960), germanist, oversætter, digter og musiker, og i 2016 udgav forlaget hans meget roste oversættelse af Hölderlins Tårndigte.

Søren R. Fauth (f. 1971), germanist, litteraturforsker, oversætter, digter og forfatter. Lektor og dr.phil. i tysk litteratur ved Aarhus Universitet.

  • forfatter
    Johann Wolfgang von Goethe
  • kunstner
    Christian Lemmerz
  • titel
    Faust I
  • pris
    400 kroner
  • originaltitel
    Faust. Eine Tragödie. Erster Teil
  • oversætter
    Ejler Nyhavn
  • introduktion
    Søren R. Fauth
  • tilrettelæggere
    Klaus Gjørup og Per Andersen
  • indbinding
    Helpapirbind m/mærkebånd
  • format
    17,0 x 24,5 cm
  • omfang
    288 sider
  • papir
    Munken Pure Rough 150 gram
  • skrift
    North
  • oplag
    600 eksemplarer
  • udgivet
    2019/11, 1. udgave
  • isbn
    978-87-93557-25-3
Årets bedste bogarbejde

Anmeldelser

»Goethe-mirakel ... det moderne Europas urværk. Der er ingen undskyldning for ikke at opøve sit sinds modtagelighed over for Europas sjæl, for den taler lige her. Det samme gør alle menneskers grundproblem ... Historikeren Oswald Spengler bemærkede engang, at en dag vil både Rembrandts malerier og Beethovens musik ophøre med at eksistere. Ikke sådan, at værkerne ikke findes på lærred og nodepapir, men i den forstand, at intet øje og øre vil findes, der er modtagelige for deres kunst. Inden for litteraturen kunne man mene, at en måde, hvorpå en kultur tydeligvis modarbejder denne forfaldsforestilling, er, at dens børn igen og igen oversætter de fremmedsprogede klassikere ... Nu foreligger et fjerde bud af Ejler Nyhavn hos feinschmeckerforlaget Wunderbuch i fornem-dyster sort med rødtblødende overkant. Den forsøger – væsentligt! – at gengive metrik og rim.«

Kristeligt Dagblad, 11. april 2020

»Overraskende moderne, yndefuld, tænksom og morsom, men også krævende: Det er en af de bøger, alle i løbet af deres liv fortjener at rive en uge ud af kalenderen for at læse. Til det kan man roligt vælge denne flotte nye oversættelse af Ejler Nyhavn, der indbyder til at blive læst i fordybelse. Anbefales!«

Lektørudtalelse, DBC, januar 2020

»Pragtudgave af første del af Goethes klassiker. En klassiker, siger det gamle ord, er en bog, alle kender, men ingen har læst. Med Goethes Faust er det måske i Danmark sådan, at ingen læser den, og færre kender den. Bør der overhovedet laves om på det forhold? Dét forvorpne spørgsmål rejser Forlaget Wunderbuchs pragtudgave af første del af Goethes klassiker. Med en nyoversættelse af Ejler Nyhavn, et forord af germanisten Søren R. Fauth, kongeniale tegningsdetaljer af Christian Lemmerz og den sædvanlige, høje Wunderbuch-kvalitet af papir, typografi og udstyr er der i hvert fald lagt op til en god, ny og sanseligt tilfredsstillende djævlepagt med Goethe ... Uanset: Dette er en smuk Faust I, som blot venter på sin anden del, hvor Gud måske alligevel vinder væddemålet. Er der endnu håb for mennesket i den faldne verden?«

Weekendavisen, 27. december 2019

Forlaget Wunderbuch

Skovbakken 35
DK-7800 Skive

+45 4141 8736
post@forlaget-wunderbuch.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Køb bøgerne

Du kan købe forlagets udgivelser hos din
lokale boghandel. Boghandlerne skal bestille
på bogportalen, hvor de har fuld returret.
Du kan også købe bøgerne via netboghandlere.
Særudgaver bestilles direkte hos forlaget