Finn Thrane (red.)
Hindsholm. Den landfaste ø
Hindsholm. Den landfaste ø er en smuk fotobog i kaffebordsformat. En fotografisk antologi, hvor seks af landets førende fotokunstnere: Kurt Rodahl Hoppe, Kirsten Klein, Mikkel Østergaard, Charlotte Haslund-Christensen, Christina Capetillo og Peter Brandes, hver med sit særegne blik, skildrer halvøen Hindsholm. En af dansk kunstfotografis »grand old men« Finn Thrane har taget initiativ til udgivelsen; har redigeret og introducerer bogen og hver af de seks billedsuiter. Landskabsarkitekt Hanne Bat Finke indleder bogen. En bog for de kunst- og naturelskere, der har hjerte for den nødvendige omstilling af udkant til centrum.
Hindsholm, halvøen der afrunder Fyns nordøstlige hjørne, udviklede sig for godt hundrede år siden til et »fynsk Skagen«, for her fandt »Fynbomalerne« – med Johannes Larsen og Fritz Syberg som foregangsmænd – et sommerligt fællesskab, tiltrukket af landskabet, havet og det gavmildt sitrende lys.
I de små hundrede år, der er gået, siden malerne åbnede menigmands øjne for vildnaturen, er behovet for de landskabelige skønhedsværdier kun vokset. Finn Thrane, grundlægger af og tidligere direktør for Museet for Fotokunst, Brandts, har set potentialet og valgt de seks fotografer efter, hvad de hver især gennem stil og holdning kan tilføre halvøen via en udvidet forståelse af begrebet landskab. Kurt Rodahl Hoppe sætter lys på grænseområderne mellem natur og arkitektur, Kirsten Klein undersøger træernes mangfoldighed med strejflys til de mennesker, som har plantet og brugt dem, Mikkel Østergaard dokumenterer redskaber og produktionsvilkår i naturafhængige miljøer hos en svinebonde, en hummerfisker og en herregårdsskytte, Charlotte Haslund-Christensen konstruerer som opdagelsesrejsende en antropologisk nutid, hvor »de indfødte« poserer foran kameraet med deres egen landsby som autentisk kulisse, Christina Capetillo udforsker den skovklædte Storebælts-ø, Romsø, med eksistentielt perspektiv til en mulig fremtidssikker naturpleje, og Peter Brandes borer blikket ned i Ladbyskibets ikoniske fortid og sejler os de 1.100 år tilbage til en intuitiv forståelse af, hvad halvøen og vi selv er rundet af. Ud over billedserierne, som Finn Thrane i sine essays løbende analyserer og fortolker, får læserne mulighed for at stifte bekendtskab med Hindsholms tilblivelse – fra istid til nutid – gennem landskabsarkitekt Hanne Bat Finkes lidenskabelige verbale rejse hen over halvøens kuperede terræn.
Charlotte Haslund-Christensen, Christina Capetillo og Peter Brandes
Anmeldelse
»Flot foto- og kunstbog af seks danske mesterfotografer … En ø, der hænger på fastlandet, er en halvø, og en sådan ø er Hindsholm, der dog engang var en ø, inden man i 1812 påbegyndte en inddæmning af Tårup Strand, og måske klimaforandringerne attter kan give stedet ø-status. Og når man bliver i, at det er en ø, handler det om den særegne natur med et kuperet terræn og ikke mindst lyset, som er særligt der. Og derfor er en fotobog også en oplagt ting at benytte for at fortælle om den halvø, der afrunder Fyens norsøstlige hjørne, og som udviklede sig for godt hundrede år siden til en kunstnerkoloni, for her fandt bl.a. Johannes Larsen og Fritz Syberg et sommerligt fællesskab, tiltrukket af landskabet, havet og det sitrende lys som var det et »fynsk Skagen«. Bogen er en smuk fotografisk antologi, der på sin vis spiller op ad Achton Friis’ store bogværk, der udkom for lige godt hundrede år siden. Og som på en måde var bagud skuende og nostalgisk i sit syn på ølivet. Denne bog er anderledes rapporterende og iagttagende.« (5 stjerner)
Nordjyske, 4. maj 2022