Dødebogsblade

Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2025

»Stor litteratur … for Madame Nielsen er alt muligt … et højdepunkt i forfatterskabet … Man kunne fristes til at kalde forfatteren til Dødebogsblade for en litterær kamelæon. Men mens dyret ændrer sig for at tilpasse sig omgivelser og ydre omstændigheder, bliver denne forfatters forvandlingsevne båret af en indre nødvendighed; en uforudsigelig, dybt original og aldrig tilpasningsivrig transformation, som er båret af en sult efter at udsætte sig for verden. En nødvendighed af at finde ud af sig selv, så man ikke bliver låst fast i sig selv. En konstant undersøgelse ikke af det blivende, men af det mulige. Bogen består af uddrag fra forfatterens dagbøger fra henholdsvis 2009, 2013 og 2016, hvor forfatteren tager midlertidigt ophold i først Rom, så Paris og i den skotske natur syd for Edinburgh. Dagbogsformens planløse, forsøgsvise og ufiltrerede greb fungerer som en metode. ‘Der findes ingen sandhed. Der findes kun praksis (…) du er det, du gør’, skriver Madame i sin dagbog, og senere skriver hun: ‘Jeg forsøger at bryde mig sammen’, mens hun vandrer ud ad tekstens stisystemer og væver verden sammen med sin skrift, sit sprog. I Dødebogsbladenes dagbogsoptegnelser er der altså noget større på spil end det partikulære. Et forsøg på at være til ved at placere sig i sproget, uden for ’sig selv’, uden for kategorier, ja, at ophæve dem: ‘… mens jeg skrev alt dette, var jeg borte, ude af verden, erstattet af mening.’ I byerne vandrer forfatteren, uden at finde et øjebliks ro, efter et hjemløshedens og desorienteringens princip. ‘What am I doing here?’ ekkoer titlen på nomadeforfatteren Bruce Chatwins bog fra 1988 igennem Dødebogsblade. Det eneste, der rodfæster hende, er Drengen, Pigen og Kvinden. Dødebogsblade er også en smuk kærlighedsbog til dem, hun har nærmest. Da Madame Nielsen, som en anden August Strindberg i Inferno, forlader kæreste og barn for at skrive i Paris, er hun fortvivlet, rastløs: ‘det er ubærligt, at sproget skal være det sted, jeg formår at leve og give mig hen’, skriver hun. Det mod, hun har til at være i den omflakkende ubærlighed, gør til gengæld Dødebogsblade til stor litteratur. Det er også i Paris, at forfatteren holder sin svimlende sult efter at være i bevægelse, holde sig svævende – åndeligt og legemligt – og transformere sig ved lige. Her ifører forfatteren sig en kjole, får lagt en diskret makeup og bevæger sig for første gang ud som et kvindeligt hejre-lignende væsen. I denne lysende orkestrerede passage underløber hun vanetænkningens livsformer men også dagbogsgenrens konventioner og viser, hvordan hun placerer sig sit helt eget særlige litterære sted. ‘Nu er jeg så godt som ingen, et kvindeligt væsen, hvert øjeblik kan jeg blive endnu en anden, skrøbelig og svævende’, som der står i bogen. Hvem ved, om dansk litteraturs store forvandlingskunstner næste gang forvandler sig til et dyr, måske en hejre eller en bille. For Madame Nielsen er alt muligt. Forfatteren til Dødebogsblade debuterede i 1997 under sit borgerlige navn Claus Beck-Nielsen. Han erklærede sig imidlertid død i 2001 og iscenesatte sin egen begravelse i 2010. Forfatteren har siden udgivet bøger under betegnelsen Das Beckwerk, Helge Bille, Nielsen, som navnløs og i 2014 for første gang under navnet Madame Nielsen. En skelnen mellem selvbiografi og fiktion er opløst i forvandlingskunstnerens skriftpraksis. Opløsningsprincippet er også manifesteret i Dødebogsblade, som er et højdepunkt i forfatterskabet.«

Anmeldelser

»Noget af det mest stilsikre og særegent smukke skrevet på dansk … Få andre forfattere er så forræderisk forførende og overlegent skrivende som Madame Nielsen. Få andre formår i samme grad at forrykke sin fremtræden, skriftens form, et fortællerjeg, vores (selv)opfattelse og at sætte fantasien fri. (…) Madame Nielsen er en gudsbenådet forfatter, hvis jonglering med identitet er den røde tråd gennem liv og værk, og hér udgør bogens sammenhængskraft. Eller dens befriende mangel på samme. Madame Nielsen er med andre ord en forfatter, der fordrer lyst til udsyn og mod på (selv)indsigt. Vil man have lav lix og let litteratur, skal man læse noget andet. Her får man imidlertid et smukt ornamenteret og samtidig præcist struktureret sprog. Sætningerne er ofte lange og snor sig legesygt og smidigt om sig selv og efter hinanden. Det er kraftfuldt, intenst og noget af det mest stilsikre og særegent smukke skrevet på dansk. (…) Og så er bogen ikke at forglemme sjældent enkel i sit udtryk. Som en fransk Gallimard-udgivelse, i blålilla, uden forsideillustration. Den giver sig ikke ud for mere end, men ligner dét, den er. Madames Dødebogsblade.« (5 stjerner)
Berlingske, 3. november 2024

»Dansk litteraturs måske mest vitale skikkelse … En fuldendt forening af skrift og drift … Dødebogsblade bekræfter indtrykket af, at Madame Nielsen lever med (og af) en slags kompulsiv skriveafhængighed. Madamemennesket er slet og ret beslaglagt af det, som den svenske litteraturconnaisseur Horace Engdahl engang kaldte »skriftens fordring«, altså en grafomanisk skriftbesættelse … Dødebogsblade er et forsøg på at besvare Bruce Chatwins eksistentielle spørgsmål: Hvad laver jeg her? Og hvad laver hun så her, denne på én gang intelligente, irriterende, sårbare, selvhøjtidelige og selvudslettende androgyne menneskekonstruktion? Hun sanser og sitrer. Og skriver, skriver, skriver for at holde sin egen livs- og dødsangst i ave. Men midt i sin fysiske fragilitet er Madame Nielsen også dansk litteraturs måske mest vitale skikkelse, en ekstremt bevidst ophavskvinde til sagnet om sin egen sagnomspundethed, en imponerende iscenesætter med en skræmmende spiseforstyrrelse, et udmattet spøgelse, der er beslaglagt af skriftens fordring … udgives med tidløs grafisk elegance af feinschmeckerforlaget Wunderbuch.«
Weekendavisen, 15. november 2024