Giorgio Agamben
Midler uden mål. Noter til politikken
Midler uden mål forbereder den italienske filosof Giorgio Agambens beskrivelse af homo sacer-figuren: et af vor tids største filosofiske projekter. Bogens indledes og er oversat af Søren Gosvig Olesen.
Bogen består af kortere tekster, udgivet i franske og italienske tidsskrifter og aviser, samt et enkelt forord, fra tidsrummet 1990 til 1995, året for udgivelsen af den første Homo sacer. De forskellige lejlighedsskrifter har givet Agamben lejlighed til at overveje, hvad der bliver hovedbegreber i det sene, omfattende projekt – lejr, folk, livs-form, nøgent liv, potentialitet, osv. På den måde er bogen anvendelig for den, der søger definition på dét eller dét begreb hos Agamben. Desuden udgør den en slags emnekatalog for homo sacer-projektet.
Den kontroversielle filosof lægger ikke fingrene imellem; den moderne demokratiske stat hudflettes så det slår gnister – kompromisløst provokerende og forfriskende tankevækkende.
Giorgio Agamben (f. 1942) er en af vor tids mest markante og kontroversielle filosoffer. Hans tænkning er inspireret af bl.a. Heidegger, Benjamin, Nietzsche, Aristoteles, Marx og Derrida. For Agamben hænger sprog, litteratur, metafysik, politik og etik nøje sammen.
Anmeldelser
»En fin introduktion til Agamben. Midler uden mål udgør en fin og lettilgængelig intoduktion til Agambens politiske filosofi (og stil) og de pointer, som Homo sacer-projektet drejer sig om, og som har gjort Agamben til en vidt og bredt diskuteret tænker i hele verden. På trods af (eller netop på grund af) radikaliteten i Agambens analyser og figurer, er mange af dem stadigt akutte og og pinligt aktuelle.«
Slagmark. Tidsskrift for idéhistorie, nr. 72, 2015
»Agamben er værd at tænke med, fordi han som få tænker det, som ingen andre tænker, men som vi burde tænke over … Mennesket er et mulighedsvæsen, som den moderne stat ødelægger ved at kontrollere det juridisk og biologisk. Filosofien må udtænke en helt ny samfundsform, lyder budskabet i Giorgio Agambens filosofi. … Det radikale hos Agamben består i at hudflette den vestelige, moderne demokratiske stat, så det slår gnister. Agamben er i den politiske filosofi, hvad Nietsche er i eksistensfilosofien: kompromisløst provokerende … Agamben overtager Foucaults begreb om biopolitik og langer igen og igen ud efter den moderne stats kontrol af sine individer gennem statistikker, love, forordninger, regulativer, kampagner og tilskyndelser, der vil optimere og effektivisere befolkningens kroppe … Den anden statskritik påstår endnu kraftigere, at den moderne demokratiske stat er totalitær, og at den bør erstattes af en helt anden type politisk fællesskab. Intet mindre. … Agambens position udgør i al sin radikalitet en omvæltning af den rituelle hyldest til vor tids politiske orden og af Fukuyama som den teoretiske inkarnation af denne hyldest: Fukuyama ønsker historiens afslutning (det liberale demokratis totale dominans) uden statens afskaffelse. Agamben ønsker historiens fortsættelse mod noget helt andet og statens afskaffelse. Hans projekt er ualmindeligt ambitiøst og tankevækkende, og det er fornemt at den danske filosof Søren Gosvig Olesen har oversat dele af det til dansk, endda i nogle flot stofindbundne bøger. … Agamben er som Foucault netop skarp i den arkæologisk opdagelse af de ideer, der ligger i fortidens periferi og mellem fortidige tanker, og som ubevidst går igen i det aktuelle politiske. Vi må gennem en forståelse af vor tids forudsætninger forstå vores tid for at kunne forstå dens fejl. Agamben er værd at tænke med, fordi han som få tænker det, som ingen andre tænker, men som vi burde tænke over.«
Dagbladet Information, 11.-12. april 2015
»Det er dyster og anelsesfuld læsning … et omfattende apokalyptisk chok … Undtagelsen er blevet reglen. Den italienske filosof Giorgio Agamben er de seneste tyve år fremstået som en stærk stemme på venstrefløjen med sit store projekt om Homo Sacer, det nøgne menneske – hvoraf flere bind foreligger på dansk. Nu foreligger også en essaysamling som udkom i 1996, omtrent samtidig med første bind af Homo Sacer. Bindet samler artikler fra begyndelsen af 90’erne – altså lige årene efter Murens fald med optimisme om det liberale demokratis sejsgang, og samtidig med præget af den første golfkrig og af krigen i Bosnien. Det er dyster og anelsesfuld læsning. Det er interessant at konstatere, at også Agamben er fuld af ’historiens afslutning’, men i en skummel, molfarvet og skæbnedramatisk variant. [Bogens formål] er snarere at give et omfattende apokalyptisk chok, der skal åbne øjnene på de nøgne mennesker i suverænens kløer.«
Weekendavisen, 17. april 2015
»Der er en radikalitet og en subversiv energi på spil i Agambens positive projekt, som ikke har sin lige andre steder i det filosofiske landskab … Agamben i kortform – optakt til Homo Sacer. Giorgio Agamben er ikke nogen typisk filosof. Hans tilgang til filosofien er markant anderledes, end det er normen nu om stunder. Han begrænser sig ikke til at diskutere den fagfilosofiske kanon. Litterære, teologiske og naturvidenskabelige kuriositeter indgår i overvejelserne med samme vægt som filosofiske klassikere. Agambens værker er pragteksempler på, at tænkningen kan finde næring andre steder end ved de kilder, som traditionen – og de filosofiske institutter – har udpeget som væsentlige. … De korte tekster kan udmærket bruges som indgang til det omfattende Homo Sacer-projekt. Nøglebegreber som ’lejr’, ’livs-form’, ’undtagelsestilstand’, ’suverænitet’ og ’nøgent liv’ behandles kort og præcist. Det betyder dog ikke, at der er tale om en letlæselig introduktion – kompleksiteten er stor, og referencerammen er bred. Agamben stiller krav til sin læser. Heldigvis har værkets oversætter, Søren Gosvig Olesen, forsynet udgivelsen med et kyndigt forord, der kaster lys over nogle af Agambens mere indforståede henvisninger … En af tænkningens væsentligste opgaver er at tænke en politik, der stemmer overens med denne forståelse af det menneskelige væsen. En tænkning med sigte på noget så lidet akademisk som ’det lykkelige liv’. Også her viser Agamben, at han ikke er som filosoffer er flest. Det er oftest hans diagnostik af det vestlige demokratis dårligdomme, der får størst opmærksomhed. Men Midler uden mål. Noter til politikken slår fast, at hans forsøg på at formulere en kur bestemt ikke må overses. Der er en radikalitet og en subversiv energi på spil i Agambens positive projekt, som ikke har sin lige andre steder i det filosofiske landskab.«
Filosofiske Anmeldelser, nr. 2, 2015