Ole Thomsen

To par klare øjne. Mette Olsen og provsten i Tved

To par klare øjne hedder bogen. Det ene par klare øjne tilhørte Mette Olsen (1889-1972), tænker, brevskriver, bonde og ugift. Det andet par tilhørte Jens Mathias Eriksen (1889-1964), sognepræst i Tved fra 1919 til 1959, bonde, gift, Mette Olsens fortrolige ven. Tre pakker breve – heriblandt over hundrede tindrende epistler fra Mette Olsen til en anden ven end Eriksen – bringer os tæt ind på livet af disse to personligheder. De var begge humorister, menneskekendere og mesterskribenter. Livsnære var de begge; men som personer var de langt fra ens: Mette var robust, Eriksen ustyrlig. Han blev en sagnfigur i sit provsti og kendt ud over hele landet. Skulle der sættes fut i en radiodebat, vidste man, at Eriksen, Tved, var den rette at invitere med. De mange interviews, han gav, og de talrige skarpe, underfundige artikler, han skrev gennem årene, er naturligvis inddraget her i bogen.

Alt dette materiale – de ca. 300 breve plus alle avisartiklerne – er først blevet tilgængeligt for Ole Thomsen, efter at han havde skrevet Det lune land. Om liv på Mols (2011). Det lune land beskriver i glimt livet, som det blev levet i en bikube af en landsby i landbodemokratiets og andelstidens Danmark fra ca. 1860 til ca. 1960. Hvorimod To par klare øjne på et helt andet kildegrundlag beskriver to personer og deres liv med hinanden og andre. En dobbeltbiografi altså. Og de to biograferede er, som det sig hør og bør, indsat i deres miljø, det myldrende, myrende Tved Sogn. Tved Sogn var en fest – en fest, der krævede medleven. Hvad viser den os da, denne historie om Mette Olsen og Provsten i Tved? Den viser os Mette Olsens ukuelige kamp for at holde liv i en oldgammel, utæt gård, alt imens hun dog fandt tid til at leve et læsende, leende liv. Fra Provsten hører vi i bogen den bekendelse til nærhed, bæredygtighed, frihed og egenart, som han igen og igen formulerede med indsats af al sin ængstede intelligens. Mette Olsen blev Ole Thomsens mentor; de var i nær kontakt, fra han var seks og indtil Mettes død tyve år senere.

Ole Thomsen (f. 1946) er molbo, født og opvokset i landsbyen Tved, og så er han klassisk filolog, dvs. at han forsker i oldtidens græske og romerske kultur og dens betydning for os. Ansat ved Aarhus Universitet fra 1971 til udgangen af 2008.

  • forfatter
    Ole Thomsen
  • forord
    Bertel Haarder
  • titel
    To par klare øjne. Mette Olsen og provsten i Tved
  • pris
    280 kroner
  • tilrettelæggere
    Per Andersen og Klaus Gjørup
  • indbinding
    Garnhæftet omslagsbog
  • format
    21,0 x 28,0 cm
  • omfang
    256 sider
  • papir
    Munken Pure 150 gram
  • skrift
    North
  • oplag
    500 eksemplarer
  • udkommer
    2021/10
  • isbn
    978-87-93557-39-0

Anmeldelse

Man bliver klogere på både verden og sig selv … Breve er gået af mode. Vi har ikke blot ladet telefonen overtage de mundtlige meddelelser, vi har også sat mails og sms’er i stedet for den langsomme, velovervejede skriftlige henvendelse til hinanden. Hvor stort et tab dette er, kan man opleve under læsningen af denne bog. Bogen er nemlig bygget op om efterladte breve. Brevene har overlevet, nogle gange mod alle odds, og de er så med tiden blevet samlet hos Tved sogns historieskriver, Ole Thomsen. Tved ligger på Mols og er set med lokalhistoriske øjne usædvanligt godt udstyret med kilder. Det så man i Thomsens første bog om stedet, Det lune land, 2011. Nu kommer så et selvstændigt bind to, og denne gang ligger fokus ikke på den gamle landbo- og landsbykultur, men på to personligheder i den. Brevene er skrevet af to jævnaldrende mesterskribenter, den selvlærte læsehest, gårdejer Mette Olsen, og sognets mangeårige præst og provst, den fandenivoldske provokatør og ildsjæl Jens Mathias Eriksen … Dobbeltportrættet af Mette og provsten er i al sin nødvendige ufuldstændighed et meget gribende menneskeligt dokument. Man skal tage sig tid til at læse med indlevelse, men så giver bogen også virkelig meget igen. Det handler om i det hele taget at se fortidens mennesker som mennesker. Det er en hyldest til to brevskrivere, der kunne samle og bearbejde verden i sprogets form, så andre også kunne se. Når begivenheder, mennesker og natur sanses og formidles af personligheder som her, bliver man klogere på både verden og sig selv. (5 stjerner)

Kulturen.nu, 16. oktober 2021

Forlaget Wunderbuch

Skovbakken 35
DK-7800 Skive

+45 4141 8736
post@forlaget-wunderbuch.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Køb bøgerne

Du kan købe forlagets udgivelser hos din
lokale boghandel. Boghandlerne skal bestille
på bogportalen, hvor de har fuld returret.
Du kan også købe bøgerne via netboghandlere.
Særudgaver bestilles direkte hos forlaget