Lise Seisbøll Mikkelsen og Gunnar Jakobsen m.fl.

Tommerup Keramiske Værksted I-II

På Tommerup Keramiske Værksted er der i mere end 30 år blevet skabt helt enestående keramisk kunst. Markante kunstnere som Bjørn Nørgaard, Peter Brandes, Magne Furuholmen, Kjell Nupen, Nils Erik Gjerdevik, Gunhild Rudjord, Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Poulsen, Per Ahlmann og mange flere har skabt keramisk kunst på værkstedet.

Mangfoldigheden omfatter alt lige fra mindre fade og vaser til vægstore relieffer, og som det eneste sted i verden kan man i Tommerup brænde monumentale krukker på tæt ved 6 meters højde. Dette kræver en enestående ekspertise og fornemmelse for ler. Tommerup Keramiske Værksted er grundlagt og ledes den dag i dag af keramikerparret Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord.

I bind I skriver kunsthistoriker Lise Seisbøll Mikkelsen værkstedets historie og sætter de keramiske værker ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Bibliograf Gunnar Jakobsen har i bind II udarbejdet en omfattende værkfortegnelse og litteraturoversigt. Her findes også en række kunstneres personlige oplevelser af det at arbejde på det specielle værksted. Bogværket er samlet på 624 sider og viser mere end 490 fotos fra det arbejdende værksted og af de færdige keramiske værker.

Lise Seisbøll Mikkelsen (f. 1958), forfatter og kunsthistoriker. Tidligere leder af Keramikmuseet Grimmerhus (CLAY Keramikmuseum Danmark) i Middelfart.

Gunnar Jacobsen (f. 1949), bibliograf og forfatter. Har bl.a. skrevet bøger om tegneren Ib Spang Olsen og udgivet Dansk Keramisk Bibliografi.

  • forfatter
    Lise Seisbøll Mikkelsen
  • bibliograf
    Gunnar Jakobsen
  • titel
    Tommerup Keramiske Værksted I-II
  • pris
    490 kroner
  • tilrettelæggere
    Klaus Gjørup og Per Andersen
  • indbinding
    Halvbind
  • format
    24,0 x 30,0 cm
  • omfang
    2 bind (288 og 338 sider)
  • papir
    Arctic Volume White 150 gram og Munken Lynx 130 gram
  • skrift
    North og Rum
  • oplag
    1.100 eksemplarer
  • udgivet
    2018/03, 1. udgave
  • isbn
    978-87-93557-09-3

Anmeldelser

»Monumentalt og fornemt illustreret bogværk ... Lise Seisbøll har på nærmeste hold fulgt Tommerup-værkstedets komplicerede historie fra teglværk til kunstnerværksted, hun har et godt kendskab til de mange kunstnere, der har fået udført værker der, og hun har kunnet følge værkernes tilblivelse. Man kan roligt fastslå, at næppe andre end denne forfatter ville kunne skabe bogens imponerende overblik, som bygger på uendelige mængder af oplysninger og et stort billedmateriale … et generøst afsnit med herlige fotografier af et stort udvalg af værkerne (s.56-262) … Gunnar Jakobsens uvurderlige fortegnelser … Efter gennemlæsning af det imponerende, velskrevne og smukke 2-binds værk om Tommerup Keramiske Værksteds historie og persongalleri er læseren godt indført i de tekniske, økonomiske og kunstneriske vilkår, der har betinget eksistensen af dette i Danmark enestående laboratorium for udviklingen af keramisk monumentalkunst.«
Keramikkens Venner. Keramiske noter, 48/2018

»Bogen er en gave til folk, der interesserer sig for keramik og udsmykninger i det offentlige rum ... lækkert boghåndværk i to store bind. Tommerup Keramiske Værksted kan se tilbage på 30 år som en vigtig spiller på kunstscenen, og det bør fejres. Og det bliver det med denne udgivelse i lækkert boghåndværk i to store bind og med knap 500 fotos fra tiden, som er gået ... Første bind er lagt i hænderne på Lise Seisbøll Mikkelsen, der er tidligere leder af Keramikmuseet Clay. Og med sin solide baggrundsviden, fortæller hun indlevende om værkstedets historie og sætter de keramiske værker ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Bibliograf Gunnar Jakobsen har i bind II udarbejdet en omfattende værkfortegnelse og litteraturoversigt.«
Nordjyske, 8. maj 2018

»624 sider langt bogværk om ikonisk keramisk værksted er så omfattende, at det både er en styrke og en svaghed. Lise Seisbøll Mikkelsen var i en årrække direktør på Keramikmuseet Grimmerhus i Middelfart, som nu hedder Clay, og kan derfor den danske og internationale keramikhistorie til fingerspidserne. Hun kender keramikerne, der kaster sig mere eller mindre frygtløs ud i at skabe kæmpekrukker, store relieffer eller kæmpeskulpturer ... Ja, faktisk kan man læse om alle de keramikere, der har arbejdet på Tommerup, og man kan se et væld af de værker, der er blevet skabt på det gamle teglværk. Det er netop denne oversigt og systematik, som bibliograf Gunnar Jakobsen står bag, der er en af bøgernes styrker.«

»På keramikerværkstedet i Tommerup kan de det umuliges kunst. Tommerup Keramiske Værksted har i 30 år været stedet, hvor kunstnere får materialiseret deres største drømme. Kristeligt Dagblad har besøgt et land af ler, glasur og vilde Ole Opfinder-løsninger.

Forlaget Wunderbuch

Skovbakken 35
DK-7800 Skive

+45 4141 8736
post@forlaget-wunderbuch.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Køb bøgerne

Du kan købe forlagets udgivelser hos din
lokale boghandel. Boghandlerne skal bestille
på bogportalen, hvor de har fuld returret.
Du kan også købe bøgerne via netboghandlere.
Særudgaver bestilles direkte hos forlaget