Anette Harboe Flensburg

Alt hvad jeg har er sat sammen af nåle

I et år lejede billedkunstner Anette Harboe Flensburg en tidligere frisørsalon på Tagensvej i Kbh. NV og forvandlede rummene til en labyrintisk totalinstallation af billeder og livslang indsamlet materiale. Den lange proces blev løbende dokumenteret i dagbogsnotater og til slut i en fotoserie, der nu til grund for Alt hvad jeg har er sat sammen af nåle, som er den tredje i rækken, der startede med bogen Vi bor i hinanden fra 2014, efterfulgt af Reol, spejl, cirkel fra 2019 også udgivet i samarbejde med Forlaget Wunderbuch.

Som prolog i bogen citeres den franske filosof Jean-Luc Nancy:

’Ordet Imago betegner billedet af det eller de fraværende, mere præcist vores forfædre; de døde vi kommer fra, slægtens led, hvor hver af os er et sting. Imago’et hægter sig fast til stoffet. Det reparerer ikke riften fra deres død; det gør både mindre og mere end det. Det væver, det billedliggør fraværet.Det repræsenterer ikke dette fravær, det fremkalder det ikke, det symboliserer det ikke, selvom alt dette også gør sig gældende. Men det præsenterer fraværet helt essentielt. De fraværende er der ikke, er ikke ’i billedet’. Men de er billedliggjorte: deres fravær er vævet ind i vores væren til stede. De fraværendes tomme plads er som en plads, der ikke er tom; det er billedet.’

Citatet indkredser et felt som Anette Harboe Flensburgs egne korte tekster og billeder også bevæger sig i, nemlig et sorgarbejde, og et arbejde med at få de mange objekter til at repræsentere fraværet i det tilstedeværende – uden at det overtager den tomme plads, men tværtimod skriver sig ind i en større eksistentiel og etisk fortælling om altings skrøbelige forbundethed.

Anette Harboe Flensburg (f. 1961) er billedkunstner. Uddannet ved Skolen for Kunst og Design i Kolding. Har desuden studeret filosofi på Københavns Universitet.

Forfatter: Anette Harboe Flensburg
Titel: Alt hvad jeg har er sat sammen af nåle
Vejl. pris: 150 kroner
Tilrettelæggere: Anette Harboe Flensburg, Per Andersen og Klaus Gjørup
Trykkeri: Narayana Press
Indbinding: Helpapirbind
Format: 14,0 x 19,0 cm
Omfang: 64 sider
Papir: Munken Pure Rough 170 gram
Skrifter: Futura
Oplag: 500 eksemplarer
Udgivet: 2024/09, 1. udgave
ISBN: 978-87-93557-51-2