Anders Juhl Rasmussen

Den skabende kunst. Interviews med Jeppe Brixvold

 

“Jeppe Brixvold er en af de største forfattere i Danmark, og han er samtidig en af de mindst kendte.

De bedste forfattere har deres særlige, personligt investerende måde at tale om litteratur på, fordi de typisk læser mere involverende og mindre teoretisk, men ikke mindre reflekteret, end den køligt distancerede akademiker gør.

Bogen består af interviews, der har deres omdrejningspunkt i tre værker; den selvbiografiske rejseskildring Hæfte (2000), den fabulerende roman Forbrydelse og fremgang (2007) og den historiske roman I de levendes verden (2023). Men den rækker samtidig ud til mere almene diskussioner af litteraturen som en skabende kunstart, af sprog, religion og politik.

Det første interview diskuterer selvbiografiens mulighed og de spirituelle dimensioner af en pilgrimsvandring på El Camino de Santiago i Spanien. De to følgende interviews retter sig mod romaner, som indirekte tematiserer den globale kapitalisme, blandt andet igennem en påtrængende kritik af den kapitalistiske de-territorialisering af både materielle og immaterielle værdier.

Det er min forhåbning, at indholdet kan åbne øjnene hos flere for dette forfatterskabs ambition og rækkevidde, og at bogen giver andre stof til eftertanke i deres forståelse af litteraturens værdi.”

Anders Juhl Rasmussen

 

Anders Juhl Rasmussen (f. 1979) er lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Han har skrevet bøger om Arena-modernisme (2012) og Peter Seebergs arkiv (2018) samt artikler om bl.a. Klaus Høeck, Tove Ditlevsen, Inger Christensen og Harald Voetmann.

Jeppe Brixvold (f. 1968) har skrevet fem romaner, en novellesamling og to rejseskildringer. I 2025 udkommer Som om vejen mod havet var den eneste der var, et samarbejde med tegner og grafiker Marie-Louise Exner. Han har modtaget bl.a. Jytte Borberg-prisen, Otto Gelsted Prisen og Drachmann-legatet for sine bøger.

Red.: Anders Juhl Rasmussen
Titel: Den skabende kunst. Interviews med Jeppe Brixvold
Vejl. pris: 220 kroner
Tilrettelæggere: Per Andersen og Klaus Gjørup
Trykkeri: Strandbygaard
Indbinding: Garnhæftet omslagsbog med brede flapper
Format: 14,0 x 21,0 cm
Omfang: 220 sider
Papir: Munken Pure Rough 120 gramn
Skrifter: North og Rum
Oplag: 500 eksemplarer
Udgivet: 2025/11, 1. udgave
ISBN: 978-87-93557-60-4