Stig L Andersson
Empowerment of Aesthetics
Empowerment of Aesthetics er det officielle katalog til udstillingen på den danske pavillon ved den 14. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2014. Udstillingskataloget er engelsksproget.
»On the following pages you will find a documentation of the exhibition Empowerment of Aesthetics … I present my argument for the value and the power of aesthetics in architecture; a verification that this aesthetic power is only achieved through nature; and claimthat it is only by conjoining the two complementary elements, the built and the grown, that we can achieve the full understanding of architecture and its potential to create a better world.«
Kurator på den danske pavillon landskabsarkitekt Stig L Andersson siger om udstillingen: »Det er min ambition at skabe en udstilling, der undersøger fundamentet for den danske modernitets fremkomst, dens kollaps samt ser på, hvor dette kollaps kan føre os hen i fremtiden. Jeg vil gerne vise en udstilling, som fortæller om den begejstrede, komplekse og dynamiske danske modernitet, ikke alene inden for arkitekturhistorien, men også inden for videnskaben, kunsten og poesien. Og føre disse historier ind i nuet som et indspark i diskussionen om Danmarks fremtid ved at vise, hvordan vores æstetiske sansning af verden er en væsentligt kraft, når vi skaber rammerne for fremtidens by og liv.«
Stig L Andersson (f. 1957) er professor, landskabsarkitekt maa, mdl, grundlægger af og kreativ direktør i tegnestuen SLA. I 2014 modtog han C.F. Hansen Medaillen.
Udvalgt Årets Bedste Bogarbejde 2015
»Pragtopvisning … Kataloget til det danske bidrag til den internationale arkitekturbiennale i Venezia fremtræder som en veritabel pragtopvisning af smuk typografi, den danske North Book, og dristig billedbehandling i samvirke med et stort tænkt og fint forløst layout, hvor farven orange binder den righoldige bog sammen. Her er godt med luft omkring både sats og billeder, og hele herligheden er trykt på kraftigt kvalitetspapir. Typografisk trækker den på et bredt register; her er dobbeltspaltede essays og enspaltede manifestprægede tekster i kursiv. Stærkest virker billederne – som med få velmotiverede undtagelser befinder sig på venstre side bogen igennem – hvor helsides fotografier veksler med associationsskabende suiter af illustrationer, der i sig selv tegner et ordløst signalement af dansk kultur og natur i tænksom forening. Bogen virker som et stærkt, personligt formidlet Danmarksbillede, helt bogstaveligt taget med vægt på æstetikken, der fortjener at leve længe efter nedpakningen af den danske pavillon i lagunestaden.«
Forening for Boghaandværk
Anmeldelser af udstillingen
»Jeg er begejstret for det modent reflekterede og komplekse verdensbillede, den danske pavillon udfolder. … Den danske pavillon kommer ikke farende ud i hovedet på en. Men den er ganske overbevisende, når man giver sig hen og mærker betydningen af det sanselige og samtidig opdager, hvor lille fokus vi har på det i byggeriet.«
Politiken, 10. juni 2014
»Eftertænksom arkitekturbiennale … Stig L Anderssons danske pavillon er smuk, begavet, romantisk og gennemæstetisk. … Det er en både gennemtænkt og begavet udstilling, der burde give rum til refleksion for enhver arkitekt og for den sags skyld også beslutningstagere.«
Børsen, 20. juni 2014
»Leve æstetikken … Havearkitekten Stig L. Andersson retter i sin udstilling en kritik af den rationelle fornuft. … Kunst og videnskab er ikke modsætninger. Det er metoder, der kompletterer hinanden.«
Berlingske, 25. juni 2014