Hjalmar Gullberg / Peter Brandes
Julhymn av Romanos. Ett nyfött barn av evighet Gud
Romanos var præst i Konstantinopel i midten af 500-tallet og er den græske hymnedigtnings største navn. Man mener, at han har digtet omkring 1.000 store hymner, der blev sunget ved kejserhoffet i Byzans. Kun en brøkdel af hymnerne er bevaret. I slutningen af 1800-tallet faldt forskere over julehymnen, som her kan læses i Hjalmar Gullbergs smukke gendigtning. Kunstneren Peter Brandes har illustreret.
Om udgivelsen af Romanos’ julehymne skriver Brandes: »Byzans og coronavirus. Kristus helbredte de spedalske. Jeg er isoleret i mit atelier nær Sejrøbugten med blomstrende mirabelletræer udenfor vinduerne. Alle vore kirker er lukkede og Påsken står for døren. En nyoversat Bibel er netop udkommet. Fasten er tæt på sin afslutning. Romanos’ julehymne gendigtet 1942 i en mørk tid af Hjalmar Gullberg fortæller om inkarnationen. En gave fra den byzantiske digter og Gud. Denne hymne er på vej med mine billeder som et forårstegn her til Påske.«
Bogen er udkommet i Danmark hos Forlaget Wunderbuch og i Sverige hos antikvarboghandler Patrik Andersson i Lund. Bogen er svensksproget.
Det samlede oplag er begrænset til 60 eksemplarer. Alle nummererede og signerede af kunstneren. Bogen findes i to versioner: En udgave med originalt grafisk tryk (1/30 – 30/30). Denne udgave er trykt på håndlavet 75 år gammelt papir 200 gram Pur fil Marais og vedlagt et træsnit, der er trykt af kunstneren på japansk Gambi-papir opklæbet på 200 gram kludepapir. Den anden udgave (31/60-60/60) er trykt på Rosaspina Fabriano-papir 220 gram og uden det originale grafiske tryk.
Peter Brandes (f. 1944) er kunstmaler, grafiker, billedhugger og fotograf. I 2013 modtog han Friederich-Hölderlin-Preis og i 1994 Eckersberg Medaillen.