Johnny Kondrup (red.)

Poesi er ren betydning. Essays om poetik

»Poesi er ren betydning« er en sætning, der stammer fra digteren Signe Gjessings bidrag til denne bog. Bidraget hedder »Sproget er ikke noget, der kommer fra USA ligesom Mors dag«.

Sætningen er et lille stykke poetik, det vil sige et udsagn om digtningens væsen eller formål. Og bogen handler om poetik. Den rummer otte essays, hvoraf de syv andre er skrevet af litteraturforskere fra Københavns Universitet.

Det fælles emne belyses under flere vinkler, for eksempel den historiske udvikling fra akademisk poetik til forfatternes egne poetikker. Der reflekteres også over forholdet mellem eksplicit poetik og den implicitte poetik, som kan læses ud af en bestemt digterisk praksis. Man får nærlæsninger af digtere som Schack Staffeldt, Peter Laugesen og Signe Gjessing. Og man kommer bag om skriveprocessen hos Peter Seeberg og Inger Christensen.

Bogen indeholder følgende bidrag: Johnny Kondrup »Indledning«, Michael Kallesøe Schmidt »Fra akademisk poetik til forfatterpoetik«, Erik Skyum-Nielsen»Implicit og eksplicit poetik. Peter Laugesens praksis«, Svend Skriver »Poetologiske forhandlinger. En undersøgelse af implicit poetik i Signe Gjessings lyrik«, Henrik Blicher »Schack Staffeldts digte om digtere«, Jeppe Barnwell »Peter Seeberg og det ubetydeliges poetik. Mellem fiktion og dokumentarisme«, Anders Juhl Rasmussen »Genetisk poetik. Inger Christensens kreative skriveproces« og Signe Gjessing »Sproget er ikke noget, der kommer fra USA ligesom Mors dag«.

Johnny Kondrup (født 1955) er dr.phil. og professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.

Red.: Johnny Kondrup
Titel: Poesi er ren betydning. Essays om poetik
Vejl. pris: 190 kroner
Tilrettelæggere: Per Andersen og Klaus Gjørup
Omslagsmotiv: Jens E. Hansen
Trykkeri: Strandbygaard
Indbinding: Garnhæftet omslagsbog med flapper
Format: 15,1 x 22,0 cm
Omfang: 176 sider
Papir: Munken Pure 120 gram
Skrift: North
Oplag: 400 eksemplarer
Udgivet: 2025/04, 1. udgave
ISBN: 978-87-93557-55-0