SÆRUDGAVE
Christian Lemmerz
Tauber Vater
Tauber Vater er et enestående bogværk i folioformat bestående af 12 original-koldnålsraderinger, 4 unika-tegninger på bogbindets for- og bagperm, samt 2 unika-tegninger på bogæsken. Håndsat, håndtrykt og håndindbundet. Originalkunst og boghåndværk fra inderst til yderst. Oplaget er på 12 eksemplarer. Signeret og nummereret af Christian Lemmerz.
Om værket Tauber Vater skriver Lemmerz: »Udraderet. Denne hensygnen ind i intet. Kraniehovedet på puden. Døsende i den store barneseng. De halvt åbne, halvt lukkede øjne. Dette Alzheimervæsen, der var min far. Alkoholismen. Dette er mine sidste minder om ham. Et forsøg på at undslippe min ligegyldighed. I løbet af 12 dage, lavede jeg 12 koldnålsraderinger. Arbejdet med koldnålen er både brutalt og simpelt. Man ridser i en kobberplade, og man ser nærmest ikke, hvad man tegner. Letheden ved at tegne bliver forhindret af modstanden i kobberpladen. Nogle af kobberpladerne har jeg efter de første prøvetryk arbejdet videre på. Efter mislykkede redningsforsøg lavede jeg nye tegninger på bagsiden af to af pladerne.« Udover denne indledende tekst er der optegnelser til hver af de 12 koldnålsraderinger.
Bogværket er tilrettelagt i et samarbejde mellem Christian Lemmerz og Klaus Gjørup.
Koldnålsraderingerne er trykt af Michael Schäfer, Schäfer Grafisk Værksted i København. Teksten er håndsat med skriften Caslon af Bent Kvisgaard og trykt på en Korrex-Korrekturpresse af Thomas Bullinger i Ulstrup. De håndfalsede ark er 250 gram Somerset-bomuldspapir fra St. Cuthberts Mill. Værket er håndindbundet i en bindtype med »åben ryg« af Malene Lerager, Co’libri i København. Den beskyttende bogæske er fremstillet af Det Kongelige Bibliotek. Teksten er skrevet på tysk, og vedlagt følger en folder, også håndsat og -trykt, med en dansk oversættelse ved Søren R. Fauth.
Det prægtige bogværket blev præsenteret på udstillingen Drømmebøger, oktober 2020, på Det Kongelige Bibliotek i København.
Christian Lemmerz (f. 1959), billedkunstner. Han er født i Tyskland, bor og arbejder i Italien og Danmark. Uddannet klassisk billedhugger fra kunstakademiet i Carrara og senere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Har illustreret forlagets udgave af Goethes Faust I.
Den Danske Bogdesignpris 2021
»Tauber Vater består af unikke håndtegninger, 12 koldnålsraderinger, håndfalsede ark af kraftigt bomuldspapir med håndsat og håndtrykt tekst: Original grafisk kunst og rendyrket boghåndværk føjer sig fornemt sammen i dette storslåede værk – sort mod hvidt. De gribende raderingers sorte farve mod det kridhvide papir; de smukt typograferede tekster trykt ind i det samme papir – og det hele indfattet i et håndmalet – sort – papirbind med åben ryg, der åbenbarer de hvide falsninger og sorte syninger; alt sammen omsluttet af en håndmalet papkassette med værkets titel løbende i et tværgående bånd over den gråsorte flade. I sin helhed udgør værket et enestående og bevægende samlet udtryk af grafisk slagstyrke og dygtigt arbejde. Tager man en enkelt aktør ud af denne ligning, svækkes værket. Dette voldsomt smukke bogobjekt forener en række stærke kræfter: Christian Lemmerz’ unikke håndtegninger og koldnålsraderingerne trykt af Michael Schäfer, teksten med Bent Kvisgaards typografering og Thomas Bullingers trykning samt ikke mindst Malene Leragers indbinding, alt sammen sikkert koordineret af dets forlægger Klaus Gjørup. Det formidable værk er en suveræn manifestation af godt samarbejde.«
Forening for Boghaandværk, Den Danske Bogdesignpris 2021 for Årets Bedste Bogobjekt